lørdag den 6. juli 2024

Måske er det Bob?

 

Vi tog til Verkehrzentrum - trafikmuseet under Deutches Museum - i formiddags. 

Jeg har en mængde billeder med hjem, jeg er sikker på at nogen er mere spændende end andre. Og jeg er også sikker på at jeg har brug for mere tid, til at præsentere ordentligt. 











Der var lovet regn og storm og torden over München hen ad eftermiddagen. Derfor var dagen planlagt til museumsbesøg. Der var også lovet så meget varme, at tanken om et køligt museum var ganske rar. 

Der var varmt. Senere regnede det. Vi nåede at blive temmelig våde. 

Men længe inden da, havde vi set trafik - både busser, biler, cykler og diverse motordrevne transportmidler. Klokken havde rundet et, vi var sultne og skulle egentlig videre. 

Ude foran Verkehrzentrum står en snegl. Måske er det Bob (for de uindviede, hed den ene af sneglene vi havde i Klubben, dengang jeg arbejdede der, Bob - navngivet af børnene). Måske havde den ingen navn. Jeg synes Bob er godt.

Den var stor. Jeg har ingen anelse om hvorfor den står lige der, eller hvad den repræsenterer. Men den var lidt fin, med øjne og næse og mund. Jeg startede med at tro, det måske var en maskeret rutsjebane, men det var det ikke. 

Jeg gik hele vejen rundt om, kunne konstatere er der er snegl hele vejen, trods øjne, næse og mund. 

Bare for at vise, hvor stor den er, stillede jeg mig foran, mens Anders styrede kameraret. 

Vi gik videre, fandt sen frokost og var forbi den anden afdeling af Deutches Museum. Den mere tekniske afdeling. Anders ville egentlig gerne have været derinde, men han ville hellere hjem. Skyerne samlede sig, og så kom de der regn. 



På de fem minutter det tog os at nå hen til nærmeste U-bahn blev vi gennemblødte. Det stod ned, det bragede over hovederne på os, og selvom det ikke haglede, var der kraft bag dråberne. 

Vel inde fandt vi først et tog, dernæst et andet og endte hjemme ved vores egen station, der ender midt i et indkøbscenter. Vi fik fyldt op med det vi mangler og var klar til fem minutter mere i regnen. 

I mellemtiden var regnen blevet til dryp, og selvom det har regnet siden, har solen nået at finde frem igen, temperaturen er faldet til et mere behageligt niveau, og vi er spændt på i morgen, der lover heldagsregn.

Vi har planlagt indeaktiviteter.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar