søndag den 30. juni 2024

Vi bliver hjemme

 

Jeg havde en aftale med Oscar i dag. Vi skulle på Frilandsmuseet, hvor Emil fra Lønneberg er omsat til små teaterstykker. 



Jeg nåede at overveje om jeg skulle have spurgt om han kunne lege i går, men naivt nok tænkte jeg, at det der regn de lovede, nok var til at overkomme. 

Vi snakkede sammen i går. Jeg mente rengtøj var en god ide, tænkte at hvis vi blev gennemblødte kunne vi tage hjem. Hvis ikke, hvis vi hyggede os, ville vi blive til vi ikke gad mere. 

Jeg var klar i morges, stod iklædt regnfrakke og fornuftige sko, var på vej ud af døren, da jeg alligevel nåede at tænke, om det nu også var en god ide.



Det regnede. Ikke bare en let byge. Det stod ned. Et opslag hos en vejrudbyder kunne fortælle at der ville være endnu mere regn i Kongens Lyngby og dermed Frilandsmuseet. Gad vide om Emil overhovedet vil optræde i sådan et vejr?

Jeg ringede til Daniel. Spurgte om Oscar ville blive skuffet hvis det ikke blev til noget. Det mente Daniel ikke, han havde haft samme tanker. 

Så vi blev hjemme. Hver for sig. 

Jeg nåede at overveje en tur i legeland - men tanken om turen frem og tilbage, tanken om et vådt barn i legelandet, fik mig til at ombestemme. 

Så hellere blive hjemme. 

Vi gør noget en anden dag.




Billederne er fra en dag med sol. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar