Et uvurderligt venskab

Sille og jeg lærte hinanden at kende da vi begge var ni. Hun skiftede skole og kom til at gå på min.

Ret hurtigt fandt vi sammen i et fællesskab omkring vores forældre, der alle skulle skilles. Siden blev det et mindre vigtigt element i vores venskab.

Vi voksede op sammen. Sov hos hinanden. Løb rundt på Hvidovrevej iført kyser og legede det lille hus på prærien. Sang med på firsernes yndlingssange og valgte hver vores veje videre i livet, der alligevel bragte os tættere sammen.

Vi har været fra hinanden. Vi har været tætte. Vi har kendt hinanden i mere end tredive år. Vi har været med hinanden når livet er gået op. Og ned. Vi kender begge skeletterne i hinandens familieskabe. Vi kender de personlige, de sjove og dem, som ingen har lyst til at sige højt.

Trods vores forskellige veje er vi alligevel endt stort set samme sted. Efter at have afsøgt spændende muligheder endte vi begge med en håndarbejdslæreruddannelse, og begge med at arbejde med mennesker.

Når jeg er sammen med Sille behøver vi ikke tale. Vi kan være stille i timevis. Vi er det sjældent, men jeg byder muligheden velkommen. Det er en helt speciel måde at være sammen på.

Oftest snakker vi meget. Deler hemmeligheder og det, der rører os lige nu. Vi kender hinanden ud og ind, der er ingen grund til ikke at fortælle. Til ikke at dele.

I går brugte jeg dagen sammen med Sille.

I går var en dejlig dag.