Et sammenfald af rester

For et par uger siden kiggede jeg kassen med strømpegarn igennem. Alle de smårester, der under ingen omstændigheder kan blive til noget alene, havnede i en kurv. Min tanke var en flok restesokker, når jeg ind imellem ikke gider strikke på igangværende projekter.

Jeg tænkte at Anders skulle have. For efterhånden tre år siden (dengang det var jul) strikkede jeg en ordentlig bunke sokker til ham. mange af dem virker stadig fint, trods daglig brug og masser af vask. Men nogle par er dog døde undervejs.

Altså tænke jeg, han ville blive glad for nogle nye.

Jeg nåede stort set ikke meget mere end at sige sokker og Anders i samme sætning, før han - endnu en gang - luftede ønsket om sokker, der når til knæene. Og jeg - endnu en gang - gispede en smule.

De skal altså være lange sådan nogle. Med hans tæt på to meters højde, er der temmelig mange centimeter ben. Også selvom jeg kun skal halvvejs.

Men selvfølgelig skal han have knæstrømper. I sokkekvalitet. Og med ombuk foroven i ægte skotks stil. Specielt fordi han har ønsket temmelig længe...

Kurven og alle resterne har stået et stykke tid. Jeg har ikke egentligt travlt. Og med ønsket om ekstra længde, fulgte også manglende viden om maskeantal.

Jeg er klar over, at der skal flere til end jeg plejer at slå op. Men hvor mange? I aften går forsøget. Indtil nu er det konstateret at tooghalvfjerds er for mange. Når garnet ligger dobbelt, og pindene er størrelse fire.

Næste forsøg tæller otte færre masker...