mandag den 21. januar 2013

Tælle til en, tælle til to... tælle til ti


Daniel har snart fødselsdag. Jeg tænkte det kunne være en kærkommen lejlighed til at strikke ham nogen sokker. Det er efterhånden længe siden han fik sidst. Så mon ikke han trænger.

Bortset fra visse farvereferencer er han i bund og grund fuldstændig ligeglad med, hvordan hans tøj ser ud, så efterhånden har jeg fundet en sokkeopskrift tilegnet Daniel, der næsten kan strikkes med lukkede øjne.

Ingen målebånd, ingen indviklede mønstre, bare en samling tal og en flok sikkerhedsnåle, der tilsammen giver en sok, der passer til Daniels fod.

Jeg tæller. Men helst ikke længere end til ti. Så kan det næsten ikke være nemmere.


Sokkestrikning med sikkerhedsnåle og tællemønster


Måske du også har lyst til at strikke supernemme sokker, uden brug af målebånd og uden at skulle tænke alt for meget undervejs. Så får du her mine tanker om nemme sokker. Det er ikke en opskrift. Jeg forklarer ikke alt. Det er kun vejledende.

Daniels fod er en smal størrelse 43. Jeg strikker med helt almindeligt strømpegarn på 210 m pr 50 gr. Jeg bruger en pind 4 og to tråde. Så bliver de dejlig tykke.

Jeg starter med 44 masker. Det kræver selvfølgelig lidt mere tælling end til ti. Men det går. En lidt bredere fod kræver nok 48 masker, mens en smal pigefod kan klares med 40 masker. Til Daniel bruger jeg som sagt 44 masker.

Jeg starter med en rib: 2 ret, 2 vrag, 15 omgange. Igen bliver jeg nødt til at tælle til lidt mere end ti. Men så er det også slut.

Efter ribben strikker jeg et lille nemt ribmønster over resten af sokken. Mønstret strikker jeg om hele skaftet og på oversiden af foden: 1. omgang: ret. 2. omgang: 2 ret, 2 vrang. Det er vigtigt at ret- og vrangmaskerne ligger lige over ret- og vrangmaskerne fra ribben.

Det er forholdsvist nemt at tælle i mønstret. For hver to omgange er der strikket en omgang mønster. Jeg tæller mellem rillerne.


Sokkestrikning med sikkerhedsnåle og tællemønster


Jeg strikker 20 omgange mønster til skaftet. Det er en god længde. For hver gang jeg har strikket ti omgange mønster, sætter jeg en sikkerhedsnål. Så er det ikke nødvendigt at tælle fra start hele tiden. Jeg skal højst tælle til ti.

Hælen strikker jeg som en kilehæl over halvdelen af maskerne. Når jeg strikker hælflappen, strikker jeg delvist glat. Det vil sige, de første fire masker i hver side strikker jeg ret på både ret og vrangside. Det giver en række riller, der igen gør det let at tælle.

Den første maske på hver pind tager jeg vrang løst af. Det giver en fin kant at samle masker op i.

Når der er strikket ti riller, vender jeg hælen og fortsætter med foden.

Jeg samler 11 masker op på hver side af hælflappen. Den ellevte maske samler jeg op i omgangen inden hælen, i overgangen mellem skaft og hæl. Så undgår jeg huller.


Sokkestrikning med sikkerhedsnåle og tællemønster - hælen


Foden strikker jeg glat underneden og fortsætter mønstret foroven. Jeg reducerer de mange masker fra hælen og opsamlingen, til der igen er lige mange masker på over- og underfoden.

Jeg strikker 27 omgange mønster på foden. Det passer til Daniels størrelse 43. Måske du skal strikke et andet antal. Det kan komme an på en prøve.

Jeg fortsætter med sikkerhedsnålene efter hver tiende mønsteromgang. Bare sørg for, at sikkerhedsnålene blev sat i det der bliver oversiden af foden, dengang de blev sat i skaftet. Det gør det noget nemmere at tælle.

Tåen strikker jeg glat og lukker af i hver side.


Sokkestrikning med sikkerhedsnåle og tællemønster


Jeg kan desværre ikke bruge samme metode, når jeg strikker sokker til Anders. Her skal nemlig helst være snoninger. Og helst nogle nye hver gang. Men jeg bruger finden med riller ved hælen, og når den første er strikket, kan jeg tælle snoningerne til den næste.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar