I morges lagde jeg ikke mærke til noget som helst, men hoppede tilbage under dynerne så snart Emilie var ude af døren.
Under dynerne lå en varm kærste, der havde taget en tiltrængt feriedag og ingen planer havde om at komme tidligt op. Det benyttede jeg mig af og nød søvn og varme halvanden time ekstra, inden jeg for alvor stod op.
Først da jeg langt senere var på vej til ugens første arbejdsdag, gik det op for mig at verden var hvidpudret af frost. Al den skønhed gjorde det kun endnu mere fantastisk at tage turen på de flade konvolutter i stedet for en bus.
Vel fremme sagde jeg goddag til en uge uden min søde kollega, der i stedet står på ski et sted i Europa. Vistnok Sverige, men jeg er ikke helt sikker.
Alle mine dejlige nabokolleger spurgte om brug for hjælp, men da de var ramt af sygdom, mente jeg nok at kunne klare mig selv. Det kunne jeg også – men fik lige behov for lidt kollegial sparring efterhånden som dagen skred frem og åbenbarede sig som en rigtig mandag med masser af opsparet energi.
Et par af tøsene sad pludselig fast i håret på hinanden, den ene løb, låste sig inde på toilettet og skreg i vildens sky, mens den anden følte sig overfaldet og under ingen omstændigheder gad snakke mere den dag. De store drenge brugte al deres overskydende energi på højlydt tale, forsøg på at skubbe hinanden i skraldespanden, løb, godmodige tæsk og masser af grin, mens en anden flok piger under heftig fnisen forsøgte at flette videre på deres igangværende tasker.
Alt i alt en næsten helt almindelig mandag …
Ingen kommentarer:
Send en kommentar