Koks i kulissen

Mine pedaler på cyklen har i lang tid knirket og knaget, når jeg kører.

Jeg har bare vendt mig til det og tænker ikke videre over det.

Anders kom i tanke om det og skulle lige se lidt nærmere… hvorefter han brød sammen af grin.

Det lader til de nærmest er ubrugelige, sidder ikke ordentligt fast (eller de sidder helt sikkert fast på cyklen, men ikke ordentligt i bøsningen – eller hvad sådan noget hedder)og rasler de helt forkerte steder.

Nu var det lige sådan at han tilfældigvis havde et par nye og så skulle der ellers skiftes ud… desværre vil den ene ikke samarbejde, selv efter sprøjt med WD40 og slag med skiftenøglen…

Nu har jeg så en ny, der er pæn og sidder lige… og en gammel, der ikke vil af… mon ikke vi støder på en cykelsmed, der kan hjælpe/låne os det rigtige værktøj…

Til grin, kan man vist altid blive…

Ligesom der findes Molbo-historier, Århus-historier (de findes sikkert også den anden vej), historier om jøder, der udpiner og altid har strålende forretninger og svenskere, der altid er fulde, findes der åbentbart også historier om asiater, der går ind på en bar og ejer den få dage efter…

De sidste havde jeg endnu til gode, da vi på vejen hjem fra skovturen havnede i Birkerød, spiste frokost og grinede lidt af skiltningen på den smukke gamle bygning, der vist engang kun var kro.

Perfekt pasform

Hun kom, hun så og hun sejrede.. eller svær tilfredshed var at spore, da den zebrastribede indtog sin rette plads.

Efter behørig instruktion havde jeg fundet de rette knapper og givet det rigtige puf i ærmerne.

Hætten er accepteret og fundet stor nok til at gemme sig i, og sammen med de tusind andre detaljer, der undervejs blev stukket ud, er den endt med at blive helt som hun vil have den.

Stoltheden svulmede næsten over, da den tolvårige tøs bemærkede at det hjemmelavede slår Hennes og mauritz med flere længder…

På vej

De sidste minutter af ferien uden børn er igang.

Lige nu sidder de i toget på vej hjem, og selvom jeg har nydt hvert eneste sekundt af deres ferie andetsteds, glæder jeg mig til de kommer hjem.

Det er lige om lidt.

Kryb og borebiller

Langt ude i skoven støder man ofte på kryb af den ene og den anden art.

Flytter du en sten, er der helt sikkert fyldt med bænkebidere under og sidder du alt for upåklædt i mørket, kan du være sikker på masser af myggestik.

Mens jeg lod stenene være, synes Anders det langt mere spændende at kigge på krybet under. Der lå et gammelt træ, tørt og væltet for længe siden. Under barken, der langt de fleste steder var væk, og andre sad temmelig løst, fandt han først en hel koloni af bænkebidere… Forøvrigt samme sted, hvor jeg minuttet før havde hvilet mit hovede… Men han fandt også en sjov orm/larve, der tydeligvis forsøgte at narre omgivelserne til at tro, den havde havde i begge ender.

Den havde kun seks ben, og det så unægteligt lidt sjovt ud, når den bevægede sig rundt.

Når bare jeg ikke behøver røre, synes jeg egentlig den var spændende nok, og havde ingen problemer med at forevige den, så mandfolket senere kan prøve at finde ud af hvilken art og slags den er. Måske skal den se sådan ud, måske er det en larve, der senere bliver til noget andet.

Måske er der nogen af jer, der kender dens navn?

Andersledes og knap så kriblende var jeg ret fasineret af hullerne efter borebiller eller måske sultne larver, der med præsicion og skarptrettet som efter en passer fyldte de gamle stammer, der lå om bålet.

Tænk at så små dyr, kan lave noget så perfekt.. og tænk at de kan i det hårde materiale… det synes jeg er lidt vildt.

Udenbys

Er der noget bedre end når en aften sammen med gode venner og halvdele, der ikke før har mødt hinanden, viser sig at være et træf blandt mennesker, der ikke bare nyder, men også går derfra med lysten til at fortsætte en anden gang.

Sådan en aften oplevede jeg i aftes.

Tak.

Aftentur

På cykel gennem stille villaveje, over hemmelige passager og via bragende Vesterbrogade.

Sushi fra yndlingsstedet, kolde drikkevarer fra en åben 7-eleven.

Søndermarken og et tæppe på græsset.

Etage over etage

Jeg havde noget stof med fine blå blomster, men ikke rigtig nok til hverken det ene eller det andet.

En dag fandt jeg noget andet stof, der passede i farverne.

Sent i aftes blev etage lagt på etage, og jeg er nu den lykkelige ejer af en dejlig og lang kjole, der er skøn i sommervarmen.

Sort & hvidt – Over and out

Zebraen er færdig og klar til brug.

Serveret med sølvknapper og takker af flere størrelser langs kanterne ligger den færdig når Tøsebarnet søndag vender hjem fra far, farforældre, ferie og lillesøster.

Billeder dukker nok op, når vi engang får tid eller er hjemme igen efter vores familieferie, der stadig ligger og venter lige rundt om hjørnet.

Busted

Bedsteveninden kom forbi, og inden der var gået lang tid begyndte hun at fable om MacDonalds.

Nu er det ikke særlig tit hverken vi eller Bedsteveninden spiser mad af den art – fristes til at stille spørgsmål ved betegnelsen mad… Faktisk kan jeg ikke huske hvornår jeg sidste gang satte mine ben hos lige præcis den kæde… eller andre af samme slags.

Vi endte med at gå derned – hun lokkede godt, og undrede sig samtidig over paradokset, at vi helt herude i forstaden har en MacDonalds liggende nærmest lige rundt om hjørnet, mens hun, der bor midt på Vesterbrogade har alt for langt til den nærmeste… måske meget godt, alligevel.

Men altså, der stod vi så. Ikke et øje var der – jo okey, måske syv besøgende. Temmelig øde så det ud. Til gengæld var betjeningen rap.

Knap havde vi fået vores bakke med pap og papirindpakkede madvarer, før ind ad døren træder… Anders og en kammerat…

Hvem der så blev busted, kan jo diskuteres… :)

Den første

To dejlige dage

Vi pakkede cyklerne, tog toget til nærmeste station og cyklede de sidste 14 kilometer inden vi nåede frem til en af de skove man må overnatte med telt i.

Heldigt nok fandt vi en bålplads og den hollandske familie, der sad og hyggede med bål og senere skulle tilbage over søen i kano, gad godt have os som selskab.

Den ældste søn synes det var fantastisk at få luftet engelskfærdighederne lidt og rigtig hyggeligt var det.

Senere tog de hjem og vi fik pladsen for os selv. Alt for sent kunne vi spise og varme os med dråber fra en lille flaske med gyldne dråber.

Bål er skønt og vi besluttede på stedet at det ikke er sidste gang vi skal forbi netop det bålsted. Helt sikkert alene igen, for udelivet uden de basale tiltag som vand og toliet er ikke noget for ungerne – det kunne selvfølgelig komme an på en prøve, men vi vil hellere have det for os selv.

Man vågner tidligt i et telt og formiddagen var fantastisk med sol og varme, der fik os til at hænge ud, hygge og bare være, inden vi pakkede sammen tidligt nok til at kunne finde frokost på vejen hjem.

Planer om flere dage ude så dagens lys og selvom planerne har udsigter helt frem til næste sommer, er vi slet ikke i tvivl om at det kan blive nogle dejlige dage.

Som en bonus er teltet afprøvet, trangiaen gennemset og cyklerne trådt igennem inden turen i næste uge går mod Ærø og anderledes ordnede forhold med campingplads og cykelferie sammen med ungerne.

- Vi tager gerne mod gode råd om seværdigheder eller andet sjovt på netop Ærø… specielt da ingen af os tildigere har været på netop den plet i Danmark.

Ud i naturen

Engang sidste år fik et indlæg - eller var det en kommentar - hos Sister Bonde, mig til at grave lidt i mulighederne for at slå telt op i naturen i Danmark.

I Sverige har de allemandsretten, der giver mulighed for at campere i det fri, så længe man opfører sig ordentligt.

Hvornår Skov- og Naturstyrelsen har lukket op for ligende muligheder i Danmark ved jeg ikke, men jeg fandt det sidste år, hvor vi snakkede om det, men aldrig fik gjort noget ved det. Siden glemte vi det, indtil det sidst i sidste uge dukkede op igen, og vi straks besluttede at tage afsted.

Der gælder selvfølgelig visse regler – kun een overnatning, max et trepersoners telt, ingen bål – hvis ikke der er bålplads og almen fornuftig opførsel.

Det var skønt og det var lækkert – det var ikke sidste gang, og nej hvor var det lækkert at komme i bad, da vi ramte hjemmet igen.

Før og Nu

Endelig er entreen færdig.

Ikke at jeg har arbejdet særlig meget på den, det tog bare tid. Selve malingen tog ikke særlig lang tid – men resten!

Først besluttede jeg at bejse kommoden/skabet/skænken hvid. Det tog egentlig heller ikke så lang tid..  bortset fra at bejsen nægtede at tørre og tingesten stod midt i den afdækkede entre og klisterede i flere dage.

Så manglede jeg en boremaskine, hvilket krævede et par dage at finde den rette løsning på.. senere manglede jeg en bits i den rigtige størrelse, hvilket gav mig ekstra tid på cyklen.

Som det sidste ville jeg have grebene på låger og skuffer skiftet til nogle af porcelæn, og i de her ferietider kan det være lidt svært at finde en butik der ikke er lukket.

Nu er det hele lykkedes, og jeg er glad.

Jeg har prøvet at tage billeder, både før og efter og lod med vilje bunken af sko ligge inden jeg tog førbillederne – faktisk er de med jævne mellemrum blevet sat pænt og ordentligt.. nu håber jeg så den nye løsning vil virke bedre – håber!

Men altså, sådan en entre er møgbesværgelig at tage billeder i, der også yder retfærdighed. Der er ikke plads til gode vinkler eller fantastiske detaljer. Jeg synes ikke, jeg er sluppet særlig godt fra det. Den ser meget mindre ud end den føles og jeg håber I kan se forskellen og få noget ud af dem.

Specielt de små hylder på endevæggen er jeg glad for, men også at der er blevet lysere og dermed lidt større :)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tillykke med fødselsdagen

Helt ærligt - og meget pinligt – jeg kan ikke erindre nogensinde før at have glemt min mors fødselsdag.

Men indrømmet, det formåede jeg i dag. Heldigvis formåede hun at huske mig på det.

Derfor:

Tillykke med fødselsdagen mor.
Jeg håber I har haft en hyggelig aften, god servering og lækker mad.

Når ikke jeg kan give dig andet,
skal du i hvert fald have en blomst – billedet af årets første dahlia,
der lige om lidt folder sig ud i al sin pragt.

Ti masker

Jeg faldt over opskriften til et tæppe.

Jeg trævlede det gamle (med huller) op.

Nu lægger jeg maske på maske og hygger mig med kun ti masker på pinden.

Det er nemt og sjovt – og jeg skal lige om det næste hjørne…

Koks

Det slog mig, at når det kun er de indvendige vægge – lavet af koks og andet af samme skuffe – skulle skruemaskinen vel nok kunne stå for … når nu den store af slagsen stadig er udlånt på vistnok ubestemt tid.

Det kunnne den, og så blev der boret huller. Med et voldsomt svineri til følge, for sådan noget koks.. det er jo egentlig det samme på murstensvæggen.. men altså – det sviner.

Når man samtidig finder ud af at støvsugeren ikke rigtig suger og de tynde vægge – påpasselighed till trods – pludselig er gennemboret, og hullet i de fikse nye skruer ikke er i samme størrelse som de bits der er i kassen… ja så er det godt at Silvan har åbent søndag, at der stadig står en spand med maling i den gennemborede farve og at både kost, spand og gulvklud virker.

Nu er hylderne, jeg lige synes vi ikke kunne undvære, savet, slebet og klar, hullerne fyldt med rawplugs og skruerne indenfor rækkevidde og alt parat – når jeg altså engang er kommet afsted og hjem igen i morgen.

Og så håber jeg i øvrigt at Tøsebarnet ikke lægger mærke til den gennemborede plakat, der hænger på hendes væg – den kunne ikke klares med polyfilla og maling.

Ildløs

Nogengange kan det godt irritere mig, jeg ikke ryger…

… Lige nu betyder det, at jeg ikke kan finde en lighter og ikke kan tænde lys på altanen.

 

En lommelygte er bare ikke ligeså hyggeligt!

Metamorforse

For lang tid siden hæklede jeg temmelig mange lapper, der siden blev til det fineste tæppe.

Desværre havde jeg så travlt, at enderne ikke blev hæftet ordentligt, og inden jeg så mig om, var det fine tæppe knap så fint og fyldt med huller.

Tæppet endte sine dage med optrævling og er nu genopstået som i en ny udgave.

En enkelt firkant fra det gamle tæppe holdt og er integeret i det nye tæppe, der måske nok er mere sjovt end det er kønt, men som helt sikkert kan varme – tro mig jeg har siddet med det i skødet de sidste dage.

En sjov oplevelse, der ikke nødvendigvis behøver slutte her. For mens jeg forventer at enderne holder denne gang, var jeg heller ikke helt så effektiv da det første tæppe, jeg i sin tid lavede, fik hæftet ender og derfor venter endnu et tæppe på optrævling og nytænkning.

Men inden da venter en zebra, der godtnok synger på sidste vers, men bare ikke er slet så spændende som alle tæpperne…

Fødselsdag hjemmefra

For tolv år siden var hun lille og sød – og helt ny.

Siden fulgte en lang periode med prinsessedrømme – og trods. De fagreste kjoler så dagens lys, moderen syede og kreerede, mens barnet villigt og gerne troppede op med kjolerne på både til hverdag og fest.

Prinsessedrømmene til trods lod hun sig aldrig slå ud, når mere hårdføre lege slog vejen forbi, hvilket mere end en gang har sat spor, der ikke harmonerede helt med de flagrende gevandter.

Selvom kjolerne i dag er skiftet ud med noget mere tætsiddende og kort, har hun stadig drømmene i behold, er stadig lige stædig og til tider trodsig. Ind imellem stikker teenagetendenser frem og til tider er vi rygende uenige.

Men ikke om jeg ville undvære – hverken uenigheden eller kærligheden, der ligeså tit slår ud i lys lue. Og selvom hun ikke er hjemme på dagen for dagen, skal hun alligevel have en hilsen og et stort tillykke.

- og jeg HAR både sms’et, ringet og sunget fødselsdagssang. Og gaven storebroderen havde gemt i bagagen er modtaget og sagt god for.

Selvfølgelig også…

Pludselig kølighed, mørke, lyn, bulder og brag – det gik stærkt.

Men længe inden da var jeg i IKEA. Sådan en nymalet entre trænger også til nye hyler, og hvor ellers finde sådan nogle.

Og da jeg ikke er indehaver af andre firhjulede end den gamle klapvogn, der ind imellem taber det ene hjul og efterhånden kun bliver brugt, når der skal slæbes mod storskrald, fik den turen med – helt hyggeligt næsten.

Selvfølgelig kræver sådan en tur opså lidt ekstra, så klapvognen var god at have med, og Anders blev glad for termoglasset, jeg fandt i rodebutikken.

Tilbage til hylderne, er det så jeg lige har opdaget/husket at Anders lånte boremaskinen til sin mor og den endnu ikke er leveret tilbage… og hendes telefon er slukket… Sikkert noget med ferie og havkajak et sted rundt om Sjælland, eller Fyn eller hvor hun nu plejer at slå sine folder…

.. Må hellere finde boremaskine, der kan lånes… Må hellere snarest lave ny aftale om hygge og snak og the (og boremaskinelån) med Bedsteveninden…

Handling

Ikke om jeg kunne vente.. Da det alligevel var ligemeget om jeg sad helt stille eller bevægede mig, så tapløb sveden alligevel, og så kunne der lige så godt være en grund til det.

Jeg besluttede det ikke var tid til overdrivelse, og hvem kigger alligevel opad, så loftet fik lov at være.. og lampen jeg havde afmonteret, blev meget hurtigt monteret igen.

Den øverste del af væggen er delt i så mange små dele, der desværre kræver en stol, der hele tiden skal flyttes og hoppes op og ned ad. Pauser blev helt automatisk indlagt og tørretiden var venlig, så farve et blev smurt på i fornuftigt, adstadigt tempo.

Med fjernsynet kørende og lyden skruet tilstrækkeligt op til at jeg følge med i Armstrongs behov for pizza og øl og Andy Schlecks vej mod tinderne, arbejdene jeg derudaf med farve to og de langt mere fornuftige vægdele.

Nu mangler bare anden omgang af de nederste vægge, Anders har hentet mad, jeg har badet og aftenen er skøn efter udbrud af både regn og torden, der noget forsinket fik mig til at tænke på vasketøjet, jeg også nåede at få bugt med tidligere i dag.

Og mens jeg fik hentet tøjet, der heldigvis ikke nåede mange dråber, fik gulvet i stuen en omgang vand – for jeg havde glemt at lukke altandøren i skyndingen, da jeg løb efter vasketøj.

Nu venter en dejlig aften helt uden store armbevægelser – bare min kæreste og jeg.

Projekt ferie

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med en halv times forsinkelse blev en enkelt storebror og to små søstre sendt med toget mod Århus og en barnefader i går formiddags.

Dagen fortsatte sammen med Bedsteveninden, fjollede sko, sushi og indkøb til ferieprojektet, til hvad der i aftes blev taget de første skridt.

Jeg har købt maling og entreen skal have en omgang. Foreløbig er alt tømt ud, knager og hylder afmonteret. Tilbage sidder stadig lampen i loftet, men mens jeg tror loftet er nødt til at have en omgang, håber jeg stadig på panelerne kan klares med en ordentlig omgang nedvask.

Vasken er igang og mens kviksølvet sniger sig højere og højere i temperaturmålerne og sveden stiller siler, vasker jeg videre og tænker at malingen nok skal vente til senere, når den værste hede har lagt sig.

Men så er jeg også klar!

Feriedage

Den første ferieuge er slut og i morgen begynder anden del af ferie. En del der er helt anderledes end denne første uge.

I morgen tager ungerne nemlig til Djurs og Farmand og bliver væk de næste to uger. Uheldig planlægning betyder at Anders og jeg derfor har to uger helt alene og ferieramte, inden sidste del af ferien sammen med ungerne sætter ind.

Ingen klager, hverken jeg eller ungerne, der glæder sig til morgendagen, både har vasket og pakket, gjort klar og for halvdelens vedkommende sover de uskyldiges søvn. En søvn der nok er vigtig, for toget kører tidligt og vækkeuret ringer på hverdagsklokkeslet, inden der skal slæbes mod stationen og lyntoget.

Når jeg har mulighed – og det har jeg i morgen – følger jeg helt til toget. Når cyklen så kan bruges som pakæsel, til tasker pakket med tanke på de næste to uger, er der flere end jeg, der synes det er en god ide.

Og mens ungerne pakkede og ryddede en smule op på værelser, der ikke skal bruges de næste fjorten dage, har jeg siddet mest inde, men også en smule ude – efter den værste varme forsvandt – og lyttet til vor altid gavmilde nabo, der stadig føler sig som en på tyve, fester med vennerne og gerne deler både sin musik, og sin og sine venners temmelig beduggede højrøstede stemmer, med resten af opgangens beboere.. og vist også dem i naboopgangene.

Sådan en sommerdag er det nu meget hyggeligt med lidt Gary More, Bruce Springsteen og andet af samme slags.. det er noget helt andet en kold onsdag aften, længe efter ungernes sengetid. I dag nød jeg det og fortsætter han de næste dage (hvilket er ganske sandsynligt), vil jeg nyde det med.

Fart i hæklenålen

Fart over feltet og pludselig sidder jeg her med fem dele - hæklede og stoppede - der gerne skulle blive til et tæppe.

Hvordan sammenlægningen skal foregå er lige nu en vag ide bagerst i mit hovede. Dog tror jeg den skarp nok til at afprøve – lige nu – mens Emilie er i bad, og siden gerne skulle pakke til i morgen.

Jo, jeg tror det er nu.

Klage og brok

Jeg bryder mig gennemgående ikke om at klage, men nogengange skal det til og lige om lidt er en af de gange.

Det handler om min cykel. Jeg hentede den i går efter at have fået nye tandhjul og kæde. Der er ikke noget galt med hverken tandhjul eller kæde, i stedet er det bremserne.

Og lige her synes jeg det er vigtigt at klage. Netop fordi bremserne er så vigtig en del af ethvert kørende befordringsmiddel og fordi jeg bad om et eftersyn – og har betalt for det. Og fordi jeg netop bad ham se om bremseklodserne trængte til at skiftes, og fordi et eftersyn i mine øjne som noget af det vigtigste må indeholde tjek af bremserne.

Jeg kunne jo egentlig godt selv stramme bremserne op, men jeg har betalt for det og bad om det og vidste i forvejen godt bremserne ikke fungerede optimalt.

Det er helt i orden de gamle klodser stadig sidder på. Manden kiggede på dem og mente der stadig er mange mil i dem, men det er ikke i orden at skulle trykke bremsen helt i bund og så stadig ikke bremse – godt det ikke er i dag jeg skal ned ad Valby Bakke.

Det er lidt ligesom den gang jeg hentede cyklen hos cykelsmeden og cyklede det meste af ti kilometer, inden det gik op for mig at forhjulet slet ikke var spændt fast. Dengang fik jeg aldrig klaget, jeg var alt for langt væk og spændte bare selv… men i dag skal det ske.. og jeg har betalt.. og har stadig regningen…

Forvandlingskugle

Den zebrastribede skal have hætte. Men er der garn nok? Er formen den rigtige? Bliver den som tøsebarnet ønsker?

Midt i hætten stopper jeg op og griber i stedet ud efter fjerde del af det tæppe, der længe har ligget og ventet på jeg gad igen. Tæppet der er en forvandling af et andet tæppe, der ikke var hæftet ordentligt og består af kortere og længere stykker garn rullet op som store forvandlingskugler.

Det bliver næsten mere spændende at se den næste farve, der dukker op på kuglen af garn, der bliver mindre og mindre efterhånden som det hæklede skrider frem.

Et kort øjeblik får jeg lyst til bare at fjerne lag efter lag på garnkuglen i stedet for også at hækle. Men jeg hækler. Og snart er sidste del færdig. Men først er det slut på kuglen og en ny venter.

Snart venter endehæftninger, som forhåbentlig denne gang bliver af en noget mere robust art, og sammenlægning til det færdige tæppe.

Og siden kan sofaens andet tæppe lide samme skæbne, for der er endehæftningerne heller ikke hvad de burde være og et nyt er allerede i tankerne. Samtidig må jeg erkende, at mine unger er hårde ved endehæftninger og derfor kræver det mere end bare skjul at sørge for nul huller på det, der nu er igang.

Shrek den lykkelige

Når ens chef har et fritidsjob i den lokale biograf og i ferierne arrangerer særforestillinger kun for SFO’en, så kan man hurtigt tage et barn ved hånden og møde op – også selvom ens ferie er begyndt og barnet er langt over seksten år. (Når bare barnet faktisk gerne vil med).

Sådan fik vi set Shrek den lykkelige, om hvordan den stakkels trold havde det hele, men ønskede alt det andet og derefter skulle så grueligt meget igennem, før lykken og fordrageligheden igen kunne opfyldes.

Når man så sådan dukker op midt i ferien, er det slet ikke dårligt at have en kollegas revnede bukser liggende og endelig finde ud af hvordan de kan repareres, så ikke det ser alt for tåbeligt ud, for derefter at kunne hive dem op af tasken og aflevere, som om man ikke havde andet at bruge fridagene på.

Efter filmen hastede barnet – der vist havde abstinenser efter computeren, og ellers synes filmen var god – hjem, mens jeg fortsatte rundt om hjørnet og fandt farvekort der kunne hjembringes til yderligere studier. For ønsket om nye farver, mens ungerne er hos barnefaderen, når ferien træder ind i de kommende uger, presser på.

Nu ligger de her så – farvekortene - og jeg har allerede valgt, og håber på velvilje overfor valget. Ved siden af ligger mit nye simkort – for sådan nogle kan åbenbart blive for gamle og nye kan tilsendes… Nu skal jeg så bare lige finde den der side på nettet, der kan huske hele telefonbogen, mens kortet skiftes og derefter tilbageføres… hvad var det adressen var?… Det må kunne slås op!

En weekendtur

Sådan tre dage i Nakskov føles hurtigt som en weekendtur, og Victoria insisterede da også på at dagen hed søndag, da vi pakkede sammen og tog hjemad i dag.

Vi har hygget, Daniel har lavet mad, tøserne tegnet, regnet, grinet, danset og haft det sjovt. Så sjovt at Emilie stoppede hos søsteren min og bliver, inden hun i morgen eller dagen efter tager turen retur.

Lørdag gik vi en lang tur, langs banen, gennem Nakskov og endelig mod biblioteket og en godnatlæsingsbog. Tøserne lånte film, og da lørdag aften pludselig bød på regn i mængder, der tydede på voldsomhed, var det oplagt med film… eneste kurre på tråden var uenigheden om valget og kompromiser umulige.

Når enden så bliver en film, ingen af dem for alvor gad se, kan jeg undre mig – men dem om det. De hyggede under alle omstændigheder videre og endte alt for sent under dyner, der i heden blev kastet af.

Nu er vi hjemme igen, langsommelighed og masser af snak rigere og ferien stadig kun lige begyndt. Hvad de næste dage byder på er endnu uvidst. Jeg nyder og vælger at tage tingene som de kommer.

En smule strik blev det også til, men ikke nær så meget som Emilie kunne have ønsket.